FridayOL

Forestil dig Paris for 200 år siden, en by i rivende udvikling, hvor romantik og revolution havde sat deres præg. Men bag den elegante facade gemte der sig en morbid fascination, der samlede tusindvis af mennesker – ikke til et kunstværk, ikke til et monument, men til et lighus. Ja, du læste rigtigt. Verdens første offentlige lighus, La Morgue, blev et sensationelt turistmål, der overgik selv Louvre og Eiffeltårnet i popularitet.

La Morgue, åbnet i 1814, var mere end blot et sted for opbevaring af lig. Det var et forsøg på at bekæmpe den voksende uro og frygt omkring ukendte lig, der ofte lå på gaden i Paris. Det var en tid med politisk ustabilitet og stor kriminalitet, og identifikation af ofre var en udfordring. Lighuset skulle derfor fungere som et centraliseret sted, hvor lig kunne identificeres og udleveres til pårørende.

Men det var ikke kun den praktiske funktion, der tiltrak folk. La Morgue blev hurtigt et makabert underholdningssted. Pariserne, drevet af en blanding af nysgerrighed, fascination og måske en smule morbid humor, strømmede til for at se de udstillede lig. Det var en form for folkekunst, en morbid udstilling af menneskets skrøbelighed og dødelighed.

En af de mest omtalte hændelser, der for alvor cementerede La Morgue’s status som en turistattraktion, var sagen om et særligt grumt dødsfald. En kvinde, fundet myrdet og udstillet på et offentligt sted, tiltrak hundredtusinder af besøgende. Folk valfartede til lighuset for at se liget, diskutere teorier om gerningsmanden og dele deres egne tanker om døden.

Besøget i La Morgue var ikke uden kontroverser. Kritikere mente, at det var respektløst over for de døde og deres pårørende, og at det forvandlede døden til en form for underholdning. Andre forsvarte det som en naturlig reaktion på en tid præget af død og usikkerhed. Uanset holdning var det tydeligt, at La Morgue havde ramt en nerve i det parisiske samfund.

La Morgue eksisterede i omkring 50 år, før det blev erstattet af moderne retsmedicinske faciliteter. Men arven lever videre som et fascinerende eksempel på en tid, hvor døden var en integreret del af hverdagen, og hvor nysgerrigheden kunne overvinde selv den mest alvorlige afskedsstund. Det er en historie om Paris' mørke side, en side, der ofte overses i billedet af romantik og kunst.